1. december 2012 - HURKs Julestævne

HURK har i weekenden afholdt det årlige julestævne for klubbens medlemmer. Stævnet er et stævne, der skaber adspredelse, samarbejde og ikke mindst sammenhold mellem store og små. Der har derfor været forskellige sjove discipliner som f.eks. kvadrille og lignende.

De startende ekvipager havde forberedt sig i uger i forvejen og brugt megen energi på diverse udklædninger. Rytterne havde virkelig været kreative. Der var bl.a. engle, julemus, ballondyr og nissepar i form af nissefar og nissemor. Der var selvfølgelig præmier til de udvalgte udklædninger. Julemanden var traditionen tro også på besøg for at være med til at danse om juletræet. Herefter blev der delt juleslikposer ud til alle, der var med.

Efter dans om træet blev klubbens Horsemanship pokal overrakt. Pokalen gik i år til Tabitta Laigaard. Hvert år bliver der også uddelt en pokal til et klubmedlem, som generelt har ydet et stort arbejde i klubben gennem en årrække. Pokalen gik i år til Jette Man Nielsen.  Der var efterfølgende gløgg og æbleskiver til alle tilstedeværende. 
 
På billedet ses Julie Andersen på Bakkegaardens Oliver og Rebecca Sørig Pedersen på Tovdal's Balooca udklædt som julemus 
 
 
 
24. - 25. november 2012 . HURK i Farstrup og Silkeborg 

Til weekendens D-stævne i Farstrup blev der hevet rosetter med hjem til den store guldmedalje.

Bakkegaardens Maddieson og Katja Nørgaard tog en 2. plads i LD2 om lørdagen. Om søndagen sprang de sig til en 3. plads i LE og en nulrunde i LF og fik roset for det. Bakkegaardens Kira og Line Sørensen red om lørdagen en LD2 dressur, hvor de red sig til en 2. plads. Om søndagen startede Line LE spring, hvor hun red en fejlfri runde og fik roset. Line Sørensen startede også på sin egen pony Lukas. De red om søndagen en flot runde i LE spring, som de fik en roset for. Derefter startede de en LD spring, hvor de red sig til en flot 3. plads. Bakkegaardens Perfect Prince og Matilde Ståhl deltog i LD1 og LD2 dressur, hvor de havde nogle fine runder. Søndagen endte Mathilde med 4 fejl i en LE spring.

Rebecca Sørig Pedersen på Tovdal's Balooca har i weekenden været til C-stævne i Silkeborg. De startede bl.a. en LA5, hvor de havde stor succes. De red til hele 74%, hvilket rakte til 1. pladsen ud af 20 startende. 

 
På billedet ses Line Sørensen og Katja Nørgaard. 
 
 

November 2012 - Rosenparade

 
Champagne til landsstævnerytter.

Landsstævnerytteren fra Hornum-Ulstrup Rideklub - Frederikke Emilie Bach var i weekenden til Capacity Showjumping Center på Sjælland. Den årlige Rosenparade, som afholdes af Dansk Ride forbund, hylder de ryttere, der har redet landsstævner og som nu falder for pony aldersgrænsen. Den enkelte rytter fik læst sine resultater fra ponyårene op, hvor Frederikke Emilie Bach virkelig har markeret sig. Rytterne blev tildelt roser og en roset for deres præstationer til landsstævnerne gennem deres snart afsluttede ponyår. Herefter var der champagne til deltagerne og deres forældre. 

 
Frederikke Emilie Back blev i weekenden hyldet for sine flotte resiltater som ponyrytter.  
 
 

3. - 4. november 2012 - HURKs Mesterskabsstævne

Hornum-Ulstrup Rideklub har i weekenden afholdt sit årlige Klubmesterskabsstævne for både hest og pony. Der har igen i år været stor opbakning fra alle sider, sponsorer, ryttere og forældre. Weekenden er forløbet helt efter planen uden de store problemer. Der har ikke været andet end smil og glade ryttere på rideskolen hele weekenden. Det næste stævne, der vil blive afholdt, er julestævnet den 1. - 2. december. Sæt kryds i kalenderen, kom og vær med til at have endnu en superhyggelig weekend i godt selskab.

Mesterskabssejren for pony i dressur gik til Tuie Klysner Hamann på Spice Girl. I spring var det Mathilde Ståhl på ponyen Isabell, der tog det hele med storm. For hestene i dressur var det Rebecca Sørig Pedersen på hesten Heuser, der kunne tage hjem med endnu en mesterskabssejr til samlingen. I spring for hestene var der Benedicte Nielsen på Questionable Diamond, der løb med første pladsen. Yderligere placeringslister kan ses på hjemmesiden under linket på forsiden.

HURK har også haft enkle rytter udenbys. Frederikke Emilie Bach har været til landstævne i Aalborg Sports Rideklub på ponyen Bakkegaardens Mufassa. Det blev til en 0-runde i MB og en 0-runde i MA, hvor de sluttede som nr. 7. De red en 0-runde i MA** i Jyske Mesterskab og var kun 1 sekund fra placering. 

Med parrets resultater fra denne weekend har Frederikke gjort Mufassa til A-pony. Hun er selv blevet A-rytter og er dermed kvalificeret til at starte internationale stævner. 

 
På billedet ses Rebecca Sørig Pedersen 
 
 
 
På billedet ses Benedicte Nielsen 
 
 
 
På billedet ses Mathilde Ståhl 
 
 
 
På billedet ses Tuie Klysner Hamann 
 
 
 
27. - 28. oktober - Succes

HURK har i weekenden haft succes med 2 af de ekvipager, der har været udenbys. Frederikke Emilie Back og Bakkegårdens Mufasa var i weekenden en tur i Djursland Rideklub, hvor de red en MB2** med 4 fejl, dog ikke med placering. I deres MA1* fik de en bom på sidste spring, men de endte alligevel med at løbe med 2. pladsen.

Den 7. oktober var de en tur i Herning, hvor de startede en MB1* og endte på en 5. plads.  

Rebecca Sørig Pedersen har været en tur i Lerbæk til distriktsstævne for heste, hvor de også havde udskrevet nogle enkelte ponyklasser. På Tovdal's Balooca vandt hun 1. plads i PRI dressur med 276 point svarende til 69,0 pct.

I PRM dressur, der er den højeste ponyklasse, opnåede hun 67,3 pct. og blev først uplaceret.

Dette var resultatet af endnu en vellykket weekend for HURKS ryttere. 

 
 På billedet ses Rebecca Sørig Pedersen  
 
 
 
Oktober 2012 - Områdemesterskab

Så er det årlige Områdemesterskab blevet afviklet. I år var det Farsø Rideklub, der havde æren af at være vært. På trods af vejret, som bød på oversvømmede og glatte baner, var der dog smil på læben.

HURK har været godt repræsenteret og selvfølgelig med stor succes.

Kamilla Larsen på Bakkegaardens Olivia var placeret i både spring og dressur med to 3. pladser i Områdemesterskabet for kat.3, hvor springet kørte i en LC.

Katja Nørgaard på Bakkegaardens Maddison red en fejlfri runde i LF om lørdagen. Søndag red hun også LF og vandt sin klasse.

Ida Haldrup Nielsen på Scheik fik en 2. plads i LD og en 1. plads i LC spring lørdag. Holdkammeraten Pernille Johannsen på Bakkegaardens Sputnik red en fejlfri LF, som gav en sløjfe, men blev desværre disket for fejl bane i omspringningen.

Ulla Smith på hesten Mathilde startede i weekenden i LA niveauklassen, hvor hun red en LA2 til hele 64% og endte med en flot 2. plads.

Amalie Thyrrestrup red i LD spring på Fantasi, hvor hun fik en 3. plads. I LC spring red hun på hesten Scharkan, hvor hun ligeledes endte med en 3. plads. I dressuren startede Amalie Thyrrestrup en LA1 på hesten Liberty Lane, hvor hun red til 61,6%. 

 
 På billedet ses Katja Nørregaard på hesten Bakkegaardens Maddison.  
 
 
 
På billedet ses Kamila Larsen på Bakkegaardens Olivia 
 
 
 
22. - 23. september 2012 - Succes til HURK
 
Til weekendens D-stævne i Hadsund havde HURKrytterne igen succes. HURK har i denne weekend haft 2 debuterende ekvipager til stævne og der var kamp til stregen mellem Katja Nørgaard og Pernille Sørensen.
Katja Nørgaard på hesten Bakkegaardens Maddison red i dressur en LD2, hvor hun endte på en 2. plads. Holdkammeraten Pernille Sørensen på Bakkegaardens Jasmin snuppede 1. pladsen foran næsen på hende. Katja Nørgaard debuterede også i en LF spring, som hun med stor tilfredshed gennemførte med 4 fejl. 
Diana Klein på hesten Charmeur var ligeledes til start i Hadsund. De er nu igang igen efter en stævnepause på 4 måneder. De startede en LC3A: 153 point 63,5% og en LB1A: 164 point til 60,74%,  hvor hun endte som 1. uplaceret.

Der har i weekenden været Distriktsmesterskab i Brønderslev, hvor Rebecca Sørig Pedersen gjorde det igen. På ponyen Tovdal's Balooca lagde hun ud i en LA3 og indtog 1. pladsen med hele 66%. I Distriktsmesterskabet red de til 70,34% og sikrede holdet en 3. plads. Individuelt sikrede de sig en 2. plads ud af 40 ryttere med kun 1% fra danmarksmesteren i ponydressur.  
 
 På billedet ses Katja Nørgaard på hesten Bakkegaardens Maddison og Pernille Sørensen på Bakkegaardens Jasmin
 
 
 
8. september 2012 - Distriktsmesterskab dressur i Brønderslev 
 
Efter diverse stævner gennem det sidste halve år har HURKrytteren Rebecca Sørig Pedersen opnået et utal af placeringer. Hun har både på hest og pony haft stor succes rundt omkring. 
 
Nogle af de omtalte placeringer har bl.a. budt på placering i PRI på hendes pony Tovdal's Balooca, hvor hun opnåede en 3. plads.
Der blev startet til Elitedagene på Broholm, hvor hun blev nr. 3 i LA3 med hele 66.4% og en flot 4. plads i LA5, hvor hun endte med 66,3 %. I finalen blev der startet en LA5, som hun red til 69% og endte som 5. bedste 6`års og 9. bedste 4´års. Ved samme stævne blev hun af Trakehner Forbundet udnævnt til årets mest talentfulde ekvipage. 
Det store individuelle Distriktsmesterskab i Brønderslev for pony i dressur er nu blevet afviklet. Igen med stor succes til HURKrytteren Rebecca Sørig Pedersen på ponyen Tovdal's Balooca. Lørdag endte med en 3. plads i indledende runde i Distriktsmesterskabet i klassen LA3 med 66,111%. Søndag blev det i LA3 en 1.plads med hele 68% efterfulgt af Distriktsmesterskabet i LA4 med 67,396%.  
 
 På billedet ses Rebecca Sørig Pedersen på ponyen Tovdal's Balooca 
 
 
 
1. - 2. september 2012 - HURK til Nibe Cup 
 
Traditionen tro er der igen i år blevet afholdt Nibe Cup for hestene. Et stævne man skal kvalificere sig til, hvilket HURK bestemt havde haft succes med. Der afvikles også klasser uden for Cup'en. Der er blevet hevet lidt af hvert med hjem, hvad angår både tæpper og gaver. 
 
Maja Bøgh Møller på hesten Fie red i semifinalen lørdag 8 fejl og sluttede med en bundplacering, mens det i finalen søndag blev til en flot 3. plads i deres Cup klasse.
I dressur red Karin Teling på hesten Faust sig lørdag til en 2. plads i LB1 med hele 68,148%. Søndag i en LB2 blev der redet til 65,556%, som gjorde dem til vinder af deres Cup klasse.
Uden for Cup'en red Annika Dahlin Nysom på hesten Unick Dalegaard lørdag en LA1 dressur til 70,769%. Søndag red de LA1 dressur til 68,077%, hvilket gav hende hele to 1. pladser.
Kristine Dalmine Nielsen red på hesten Caron D i ULD og ULC og red med 0 fejl i begge runder. Det blev belønnet med to rosetter.
Martha Andersen red på hesten Wichita i ULC og ULB** og endte med 0 fejl i begge sine klasser og blev ligeledes belønnet med to rosetter.

HURK har også haft springrytteren Kamilla Larsen på hendes pony Bakkegaardens Olivia i Brovst. Her vandt de en velfortjent 3. plads i LD metode B3 og en fejlfri rundt i LE BO.
 
 På billedet ses Karin Teling på hesten Faust 
 
 
 
 
25. - 26. august 2012 - HURK i Gedsted. 
 
I weekenden har der været udvidet klubstævne i den hyggelige Gedsted Rideklub nær Farsø. Denne weekend har det været de yngre og lidt mindre erfarne ryttere, der har repræsenteret HURK på stævnepladsen. Det er dog ikke noget, der har afholdt dem fra at gå i front og tage placering i deres klasser.
Pernille Johannsen og Bakkegaardens Sputnik har nu været til deres andet stævne sammen på udebane. Ekvipagen startede i en LF spring, hvor de fik en roset for deres fejlfri runde.
Klubkammeraten  Maria Mathiasen på Melissa startede i en LB1 dressur, hvor de red sig til en 1. plads med 67,4%.
Kamilla Larsen på Bakkegaardens Olivia startede en LC2 dressur til 65,9%, som gav hende en rigtig fin 2. plads. Kamilla startede også en fejlfri LE. 
Annesofie Bach har startet sit første stævne på sin pony Sebastian. Det blev til en 1. plads i LC spring og en 2. plads i LD spring. 
Sebastian Madsen på ponyen Schnoor´s Tifan Faye red 2 fejlfri runder i LE og LF. De fik 2 rosetter med hjem. 
Martha Andersen på hesten Wichita har debuteret i klassen LC1 med hele 62,50%. 
Kristine Dalmine Nielsen på ponyen Klitholms Miss Amy red en LD1 til 59,3%. 
Trine Naundrup Andersen på hesten Moonlight og Jørn Alex Christensen på hesten Caron D red LD og LC spring, som de gennemførte med få fejl.
 
For hestene blev det til en 1. plads i en LC3 med 62,5% for Cathrine Ilsø Vinther på hesten Malaika. 
 
Sidste weekend var det St. Restrup, der afholdte udvidet klubstævne. Startende var Stine Falk på hesten Hustler. De red sig til en 1. plads i LD1 med 74,7%. I LC1 blev det til 67,9%, hvor hun også sikkert indtog førstepladsen.
 
På billedet ses Pernille og Bakkegaardens Sputnik 

 

 
 
 4. august 2012 - HURK i Lerbæk
 
Så har en HURKrytter gjort det igen igen. For rytteren Frederikke Emilie Bach og hesten Bakkegaardens Mufasa gik turen denne gang til Lerbæk, hvor der blev afholdt C-stævne. De red en flot 0-runde i MB1*, hvor de endte som først uplaceret. Ekvipagen startede også i en UMB1*, hvor de selvfølgelig også endte med 0 fejl.
 
Frederikke Emilie Bach har på 1 1/2 år gjort Mufassa til B-pony og i dag blev hun selv B-rytter. Ekvipagen er nu officielt klar til at repræsentere HURK til de store landsstævner, hvilken vi ser meget frem til. 
 
På billedet ses Frederikke Emilie Bach på hesten Bakkegaardens Mufasa 
 
 
 
26. juli 2012 - HURK i Stevnstrup
 
Den 26/7 har der igen været tid til stævne. For rytteren Frederikke Emilie Bach gik turen denne gang til Stevnstrup til et Landsstævne med distriktsklasser. Her var rig mulighed for at komme til start blandt de bedre ryttere og få prøvet sig selv af  på det højere niveau.
 
Frederikke Emilie Bach på ponyen Bakkegaardens Mufasa red LA2** med 0 fejl, som gav hende en 2. plads.
I MB2** fik hun dog 4 fejl, men på trods af det var det en flot 1. plads, der blev taget med hjem til samlingen. 
 
På billedet ses Frederikke Emilie Bach på hesten Mufasa 
 
 
 
22. juli 2012 - HURK i Stald Melby
 
I weekenden er der blevet afholdt C-stævne på Stald Melby nær Hirtshals.
Ja - nogle gange må man køre lidt længere for at komme med til de større og måske lidt sjovere stævner.
Ryttere fra HURK har prøvet det før og kører gerne på trods af det ustadige vejr.
 
Spring:
Det blev til placering til Julie Andersen på Bakkegaardens Oliver, som startede en LB1 og red sig til en flot 2. plads.  
 
 På billedet ses Julie Andersen. 
 
 
 
30. juni - 1. juli 2012 - HURK i Farsø

HURK har igen været repræsenteret med ryttere i weekendens stævner i bl.a. Farsø. Både i spring og i dressur har hverdagenes træning givet pote. Følgende ryttere red sig til placering.

Dressur: Lørdag blev det til en 1. plads i LB2 til Karen Telling på hesten Faust, hvor hun red til 66%. Søndag tog hun en 1. plads i LB1, hvor hun red sig til hele 68%.

Spring: Anette Sahl på Highlander red til en 1. plads i LC og en 1. plads i en LB. Holdkammeraten Benedicte Nielsen på hesten Diamond red sig til en 3. plads i en LD.

  
På billedet ses Karin Telling med hesten Faust 
 
 
 
22. - 24. juni 2012 - Military Stævne i Skanderborg 

Hele weekenden har der været et 3-dages stævne i Skanderborg i Military, som omhandler de 3 discipliner - dressur, spring og terrængspring. Stævnet havde over 150 starter og lagde ud med dressuren om fredagen. HURKteamet tog afsted allerede torsdag aften for at få slået telte op og hestene parkeret. Der har været hygge for alle pengene i den stemning alle elsker med spisning på campen i fællesteltet.

Rytterfesten lørdag aften var med god mad, fri bar hele aftenen og ikke mindst livemusik fra et lokalt band. Alle var friske dagen efter, men der blev ikke taget placeringer med hjem. Alle havde dog haft nogle gode ture gennem hele weekenden og er selvfølgelig klar til næste år.
 
På billedet ses Trine Henriksen på hesten Armstrong 
 
 
 
23. - 24. juni 2012 - HURK i Ranum

Der har i weekenden været stævner rundt omkring i landet. Det har for alle været en ualmindelig regnfuld weekend, som har budt på gennemblødte dressurbaner og glatte springbaner. HURK har haft mange startende hele vejen rundt i de forskellige discipliner og niveauer - dressur, spring og military.

Der har bl.a. været klubstævne i Ranum, hvor følgende fik placering :

Spring: Maja Bøgh på Fie red til en flot 2. plads efterfulgt af Ida Haldrup Nielsen på Scheik, som red til en 3. plads i LD spring. Kamilla Larsen på Bakkegaardens Olivia red sig til en 2. plads i LE spring.

Dressur: Rebecca Sørig Pedersen på Hejduk gjorde det godt i sin klasse LB2 for hest, hvor hun red sig til en 1. plads med 69,7%. Kamilla Larsen på Bakkegaardens Olivia fik en flot 2. plads i LC2 og en 2. plads i LE spring i denne weekend.

Laura Lemvig debuterede på sin nye hest Bastianborgs Zantos og red sig til en utrolig flot 2. plads i LC3 for hest.

Der har i weekenden også været Distriktsstævne i Sportsrideklubben Aalborg og følgende fik placering: Rebecca Sørig Pedersen på ponyen Tovdal's Balooca, hvor hun fik en flot 4. plads i PRI.

  
På billedet ses Laura Lemvig og hesten Bastianborgs Zantos 
 
 
 
9. - 10. juni 2012 - HURK i Hyllebjerg 
 
I weekenden har der været stævne i Hyllebjerg. 
Trods weekendens dårlige vejr, der hang over stævnepladsen, var der dog ikke noget, der kunne stoppe de hårde HURKryttere. 
Spring- og opvarmningsbanerne, der var meget glatte, har selvfølgelig sat nogle grænser, men alle har været glade og paraplyerne er blevet luftet i stor stil.
HURK har haft mange starter og mange ekvipager red til placering bla:
 
Dressur : Annesofie Laura Bach på Hedelystens Prins red til en 2. plads i bredeklassen, hvor de red LC2 til 67,7%.
 
 På billedet ses Annesofie Laura Bach   
 
 
 
26. - 28. maj 2012 - HURK til Pinsestævne i Løgstør

Så er årets pinse slut. HURK har selvfølgelig igen i år været repræsenteret med flere ekvipager til C-stævnet i Løgstør, der endte både med og uden placering.

Dressur: Betina Pedersen på Hero red til placering i LA1-LA2, i begge klasser blev det til en 3. plads.

Spring: Julie Andersen på Bakkegaardens Oliver red sig til placering i en LB Cup, hvor hun opnåede en flot 1. plads.

Frederikke Emilie Bach og Bakkegaardens Mufasa sprang sig til placering i LA2** og MB1* til to 2. pladser samt en MB2** til en yderst flot 1. plads.

Frederikke Emilie Bach kan efter denne weekend prale af at have gjort Bakkegaardens Mufasa til B-pony.

 
På biledet ses fra venstre Frederikke Emilie Bach med ponyen Bakkegaardens Mufasa og Julie Andersen med ponyen Bakkegaardens Oliver. 
 
 
 
18. - 21. maj 2012 - HURK på Mors
 
Den 18.- 21. maj blev det store årlige Morsstævne afholdt. Stævnet blev som altid afholdt på Morsø Rideklub. Stævnet strækker sig over 4 dage med utallige starter og hesteglade mennesker. Folk kommer langvejs fra med smil på læben og godt humør. Det er selvfølgelig med til at gøre weekenden til en uforglemmelig oplevelse år efter år. HURK var godt repræsenteret med en del ekvipager.

Springrytteren Frederikke Emilie Bach på Bakkegaardens Mufasa red 2 fejlfrie runder. Det blev til en 5. plads i LA2** og en 4. plads i MB2**. Stort tillykke.

 
 På billederne ses Frederikke Emilie Bach på Bakkegaardens Mufasa.

 

Frederikke back på Bakkegårdens Mufassa
 

Banner